Dersom Lykken følge dig på livets vej,
Livet bliver nemt for dig, en Lykkeleg.
I al beskedenhed, du sikkert også ved;
At det er dig, der selv er Lykken´s smed.

I min stol, jeg sidder her ved pulten,
jeg har spist, er nu ikke mere sulten.
Jeg sidder her, og samler mine tanker,
hører pludselig,  det på døren banker.
Goddag min ven, træd blot i stuen ind,
her er dejlig lunt, for både vejr og vind.
Vi to så sammen, rigtig gerne tid os tar,
til en stille, rolig og ret så hyggelig pasiar.
Jeg tror;  På flasken gemmes et glas vin,
synes du mon ikke, at den ide var rigtig fin ?
Så kan vi to, sidde her, og dele livet sammen,
ja,  og vores hyggelige stue, danner rammen.

Min mobil, jeg hører, siger dip, dip,
men af den, jeg bare ej forstår et pip.
Det er skønt, nogen sender mig besked,
hvad det betyder, jeg dog ikke lige ved.
Men bare det jeg ved, at noget foregår,
gør det dog så noget, at jeg intet forstår.

Dagen er forbi, og begge to, er vi gået træt,
og Brita hun sidder nu,  ved sit kniplebræt.
Mellem os må vi sige, at til det er hun ferm,
hun siger; At jeg bare selv, passe min skærm.
Men når jeg sidder her,  på tasterne trykker,
Du skal vide, der er noget i mig,  der rykker.
På denne måde,  måske være med at sprede,
noget af det, som her i livet , blev vores glæde.

Det er tirsdag morgen, og vågne skal min krop,
skal nu ud af dynerne og se igen, at komme op.
Natten igennem har vi sammen, i dynerne lagt,
og der har søvn og hvile, os nye kræfter bragt.
Først vi på puden, lå sammen og snakkede lidt,
så siger mor;  Vi kunne da også godt kæle blidt.
Jeg siger til hende; Hvor er du dog dejlig og blød,
og pludselig vidste vi begge, hvad kærlighed betød.

Som nu tiden, den for os i livet gik,
ja, tro os, vi en masse venner fik.
Nogen vi havde længe, andre kort,
og nogen af dem, gik så hurtigt bort.
Men ved du hvad, vi om det vil mene,
det ikke godt er, når mennesket er ene.
Vi mange mennesker lærte godt at kende,
i taknemmelighed, til dem, vor tanke sende.
De var med til at give vores liv en stor værdi,
det vi skønner på, når nu snart livet er forbi..

En søndag eftermiddag, vi kører os en tur,
det er det bedste middel imod, at være sur.
Og mellem os, så vi godt, kan fortælle dig,
igennem tiden, vi meget har set på vores vej.
Noget har vi set tit, andet kun en enkelt gang,
men stadig dog, vi til turen, begge føler trang.
Vi har set byer, landskaber og et enkelt slot,
men altid syntes, herhjemme, vi har det godt.

Til radio, vi lytter dagen lang,
vi to, elsker jo musik og sang.
Efterhånden dog så lidt forstår,
det nemlig, på engelsk foregår.
At synge, det vi lærte, jo af mor,
vi har sunget, både solo og i kor,
og salmer har vi sunget, meget tit,
det må nok siges, er vores favorit.
Når vi har lejlighed, så vi lytte vil,
til harmonika, klaver og orgelspil.



Det er søndag, og sammen vi til vores kirke går,
det er der, hvor vi kraften, til vores hverdag får.
Der vi hente kan til hverdagslivet, livets kraft,
men ærligt siges skal det, sådan har ej altid haft.
Men livet og alderen, det går, og bare tager til,
du gøre op med dig selv, hvad du med livet vil.
Det bedste er for dig, når du i verden drager ud,
hvis den ene hånd, du har rakt, til himlens Gud.
Hvis med ham, du prøver på, at følge livets vej ?
så livet ikke er forgæves, jo, det kan jeg love dig.
Og når du så i livet, ja du ved, når helt ud til enden,
så jeg sige dig, at ej behøver du, at frygte fjenden.

Til os, kom posten med et lille brev,
det var Søren og Gitte, de til os skrev.
Det længe siden, vi fra dem havde hørt,
men i dag må sige, ja, da blev jeg rørt.
Et dejligt nytårskort, til os sendt afsted,
og varme tanker, til os, der var sendt med.
Vi flere gange det læste, og tårer i øjet fik,
jo, det med at skrive, det er en dejlig skik.

Der er så stille i vor gård,
og den på aftenhygge står.
en bil på vejen kører forbi,
men dårligt nok,  hører vi.
Lyden her, den bliver væk,
bag træer, og den høje hæk.
Dagen, den var god og lang,
sluttes nu, med en lille sang.
Og inden vi to, til køjen går,
ja, så deler vi en rødvinstår.

Ak ja, de kære børn, som mor og jeg vi har,
dengang de var små, bestemt nemmere var.
Efterhånden som de voksede, og egne veje gik,
vi godt må indrømme, at de deres mening fik.
Det var ikke altid, at vi ind til dem kunne nå,
så de fra os to gamle, alle de gode råd ku´ få.
Dog vi tror, at de ved, at på deres videre færd,
deres børnelærdom, de føle må, er noget værd.

I DR kirken, fra Lyngå, vi mødte en præst,
må nok sige, at han på lektien havde læst.
Rundt i evangeliet, vi må mene, at han kom,
selv glemte børn, en søndag handlede om.
Kunne både læse højt, prædike dagens ord,
fortælle om Guds kærlighed, til denne jord.
Andre præster har vi hørt, fra samme sted,
når de er der, vil vi meget gerne, lytte med.
Marianne Kistrup, på mail, dem foreslået har,
men det er da slet ikke sikkert, de hende tar.

Vi glæder os over, både sang og lidt musik,
vi begge til at lytte og høre, også evnen fik.
Vi hørt har store værker, og en enkelt melodi,
og lytte til dem på plade, vi rigtig godt kan li´.
Vi kan vel sige; At det meste af vores færden,
har nu bevæget sig, i musikkens skønne verden.
Har sunget salmer,  som mor os lærte engang,
i kor,  har vi sunget med på den danske sang.
Og når vi har lyttet, mens de kendte sang pop,
vores humør skal I vide, var nærmest helt i top.

Af hele flokken, vi billeder, på væggen hængte op,
en skønne dag, vi kom dertil, at vi skulle sige stop.
Og som du, og vi nu alle sammen smerteligt ved,
fra ende af, kunne begynde igen, at pille dem ned.
De ellers var med til, i det lille hjem, at skabe liv,
vi indser nu, det aldrig igen, det samme kan bliv´.
Det som mangler på væggen, vi nok kommer om,
meget værre med sjælen, den føles så underlig tom.

Luise Du var, og er stadig, vor mindste pige,
til dig, din gamle far, et par ord har at sige.
Op ad kirkegulvet, fulgtes vi to ad engang,
og vi sad der og sang på Jeres bryllupssang.
Vi troede, at lykken lå lige foran, på livets vej,
men indså snart, at sådan, var det slet ikke, nej.
I gennem livet,  man en masse fristelser vil få,
det er ikke sikkert, at man, dem imod kan stå.
Om det tilsyneladende, for dig, nu ligger i ruin,
skal dog det vide, du stadigvæk er mors og min.

For lidt siden, jeg i min hyggelige stue sad,
og nu jeg også fået har, et tiltrængt bad.
Og så nu min Gud, jeg agter højt at prise,
hvis altså, at han vil give mig lidt at spise.
og så skal avisen findes frem, og i  den se,
Hvad mon der dog, i den store verden ske ?

Nu sol i øst, står op på ny,
på himlen findes, ej en sky.
Et fly, det laver der en stribe,
måske, det er på vej til Ribe ?
Det kan da også have mål i U S A,
jo, mennesker, de ud i verden ta´.
Men hvad vi skulle det nu gøre for,
vi synes, der er dejligst, hvor vi bor.

Her i " Muddergrøften " hvor Brita og jeg vi bor,
vi her omkring os, har det skønneste blomsterflou´r.
Vi planter dem om, og giver gødning dem og vand,
at få dem til at gro, og blive flotte, vi nemlig kan.
Der er både hvide, lilla, gule, røde, orange og en blå,
og der er nogen så store, at de ej, i en potte kan stå.
Det kan godt være, at det måske lidt pralende lyder,
men hver eneste dag, vi på terrassen, dem alle nyder.
Nogle blomstrer kun en enkelt dag, ja og andre længe,
og så har vi nogen som, ja tro mig, kun ned vil hænge.

Når om natten, jeg vågen ligger,
så tit jeg i smug, på dig kigger.
Du ligger der, så trygt på puden,
jeg nødig vil være dig foruden.
Som vi nu ligger der, får jeg lyst,
ganske varsomt, at røre dit bryst.
Det, så dejligt, at kramme patten,
selvom, den med tid, bleven slatten.
Hver gang, at du sådan ligger i arm,
ja, så føler du dig både tryg og varm.
Som jeg ligger og tænker på storken,
hører jeg så med et, din dybe snorken.

Må jeg betro dig, jeg nu på landevejen gå,
jeg sådan set, også flasken har slået mig på.
Er nok i den situation, til forståelse trænger,
tøjet faktisk på mig, i revner og laser hænger.
Når som Vagabonder, så ud, vi drager afsted,
vi har både trillebøren og barnevognen med.
Vi fortæller historier, og synger gamle sange,
efterhånden vi har gjort det, så mange gange.
Opperete, vi synger, og om dejlig sommernat,
og så er vi iført, fineste skrud og den høje hat.

Flagstang, én så lang med knop,
til sådan én, vi havde sparet op.
Den er med rigtig line eller snor,
alle nu kan se, det er her vi bor.
Så vi hejse kan vort flag så kønt,
det er nemlig bare, rigtig skønt.
Fejres fødselsdag,  et flag i top,
selv på julemorgen, kommer op.
Vi godt lide kan, når flaget vejre,
hver gang  noget,  der er at fejre.

Jeg lå på min pude, begyndte, at tænke mig om,
og pludselig, det hele, så til mig, væltende kom.
Inden at søvnen det hele, igen fik fra mig revet,
jeg måtte stå op, skynde mig ned, og få skrevet.
Ved computeren sad, jeg så helt alene en stund,
inden at jeg igen, svømmede hen i søvnens blund.

Nu har vi to ingen tid, at spilde,
jeg hører lærken, slår sin trille.
Det mod de lyse tider, igen går,
jeg  mærker tydeligt, det er vår.
Andre fugle, kan nu også høres,
vi to, har meget der skal gøres.
Duerne, de sig heller ikke kede,
allerede,én,  ligger på sin rede.
Jo, rigtig meget, omkring os ske,
bare vi har øjne, og vi kan det se.

Jeg mærker forårsluftens grøde,
og ser, at du kommer mig i møde.
Du så varsomt, mig i hånden ta´r,
jeg ser, at du et blink i øjet har.
Og vi to, står der midt i vinden,
hvor er du dejlig rød i kinden.
Om dig, jeg lægger så min arm,
mærker: O hvor er du dog varm.
Nu jeg føle det, åh så dejligt kan,
at du er kvinde, og at jeg er mand.

På vores T V,vi sad og hørte musik og sang.
I Gadstrup, ja der vi mødte dem anden gang.
New Orleans Delight, vores venner er blevet,
det er ikke engang løgn, hvad jeg har skrevet.
Marilyn Keller:  Hun er en pige, ja helt i sort,
jeg kan sige dig, at hun er noget rigtigt stort.
I Gadstrup, en modtagelse, vi så kærlig fik,
og så fyldt vi blev, med den dejligste musik.
Op ad tonernes, den berømte " Himmelstige ",
må siges, vi kom, meget tæt på " Himmerige ".

Hvad tror du, at der skaber en rigtig mand,
er det hans skæg, eller er det hans forstand ??
Min kone syntes; at skæg ser forfærdeligt ud,
siger: At det havde jeg ikke da hun stod brud.
Hun har i hvert fald,  slet ikke kunnet forstå,
at jeg i sin tid, spillede komedie og lod det stå.
Yelva betroede mig: Kysse en mand uden skæg,
det er ja, Tro mig: Som undvære, salt til et æg.
Jeg har med skæg, fået lov til at kysse så mange,
mellem os, er nogen, jeg har kysset mange gange.

Jeg er både rigtig glad, stolt, ydmyg og beæret,
i en uge,  jeg nemlig,  " Grundtvig "   har været.
Vind Landsbycenter ved  Holstebro var rammen,
og mennesker fra hele E U  var kommet sammen.
Sammen med Hanne, fik lov til at synge for dem,
og den ide, den var nu i grunden slet ikke så slem.
Men for at kunne synge, skal der være noget musik,
og den skal jeg love for, at Aase sørgede for at vi fik.
Vi sang både salmer og sange og en enkelt Sigfred P.
at det er nu; Der er dejligst i Danmark, I skal få at se.
Og;  Bjørnen den vågner, blev sunget i det festlige lag,
det hele vi sluttede af, og sang for dem; En dejlig dag.

Den 12 April, så hejser i haven, vi flag,
den dag, det nemlig er min fødselsdag.
Hvor det uhyggeligt, som tiden den går,
på tirsdag, fylder jeg fireoghalvfjers år,
Ikke småting, der igennem tiden er sket,
hvad tror du ikke, jeg har oplevet og set ?
I Taknemmelighed, jeg tilbage på livet ser,
ved godt, at det ikke bliver til meget mer.
En skønne dag, jeg synger min sidste sang,
og slutter med: I får nu Tak for denne gang.
Gid jeg så må, når jeg kommer i det fjerne,
altid,  for alle Jer være, en lysende stjerne.

Så forskellige som mennesker dog er,
og hvordan de på denne verden ser.
Nogen af dem, rækker ind i himlen,
og andre bare gemmer sig i vrimlen.
Nogen med alderen, bliver så fromme,
mens andre, de forbliver meget tomme.
Der er nogen der mener, de alting vide,
og nogen, de vil bare på det hele skide.
Der er nogen som for en masse brænder,
og vi er nogen der som Originaler ender.
Vor Herre han var stor, skabte rammen,
så der faktisk er plads til os allesammen.

Det er forår, og safterne stiger,
og det både hos drenge og piger.
Nogen allerede er kommet i knop,
jeg mærker det bare på min krop.
Inde under vores den gamle hæk,
titte frem Erantis og en vintergæk.
Ja og snart igen vil roserne skyde,
være med til, vores have at pryde.

Mens Heksene fra bålet de fløj afsted,
musik og én sang på vejen de fik med.
I Birkegården, blev " St. Hans " en fest,
vi hyggede, var sammen med Peter Vest.
Da de andre var fløjet, sad Marta tilbage,
hun må vente til næste år, turen at tage.
En hel fantastisk aften, ja for os det blev,
derfor det lille vers, jeg og sad skrev ned.
Vi både fik drikke og noget godt at spise,
Monas dejlige mad, vi gerne højt vil prise.

Dette er en prøve 

på

Hvor galt det kan gå !!

Min familie, mig ikke rigtig kan forstå,
måske fordi, at jeg mine egne veje gå.
Far han lærte mig, vær ej, som folk er flest,
din egen mening,  gerne skulle være bedst.
De andre, nok meget klogere er end mig,
men hvad gør det, hvis lykkeligst er jeg.
Mit syn, som det på denne store verden er,
afhængig af, hvem mon der på verden ser.

Hvad er det for et liv, rent ud sagt for fanden,
mennesker de lever her, og deler med hinanden.
Iblandt dem, vi omgås, både røver er og tyv,
nogen er uærlige, andre fuld af simpelt lyv.
Vi er nogen, om hvem det siges; meget sure,
og så nogen som kun, inde i os selv, kan bure.
Ja hvem af os, du mon tror, kan stå distancen,
jeg kunne mig godt tænke, nu at tage chancen.

En kvinde kan gå hen og blive din ruin,
men ikke det, hvis du finder en som min,
hun er så god, hun er så føjelig og blød,
så mellem os, ja så er hun bare rigtig sød.
Hun kan både bage, lave mad og rydde op,
vaske, vande blomster og gi´kaffetår i kop.
Og når jeg om natten lidt, ligge skal i arm,
så jeg får lov til, at kramme hendes barm.

I Kragerup engang, vi boede på en gård,
derude endnu, den trist og frønnet står.
For os, det bare var et rigtig dejligt sted,
forresten husker jeg, det Tollemosen hed.
Vi skabte der, for os og vore børn, et hjem,
hvad der skulle gøres, det delte vi med dem.
Men dygtighed og visdom, det havde vi nok ej,
og konjokturene, de gik, for os, den gale vej.
En dag vi måtte indse, at hvad vi havde gjort,
sagt imellem os, så var det, det rene " Lort " .

I " Muddergrøften " nu, vor mor og jeg vi bor,
det er nu heller ikke, det ringeste sted på jord.
Her er både køkken, værelser og en dejlig stue,
her jeg rigtig, mig hygge kan, med husets frue.
Vi sidde kan nu sammen, og tænke lidt tilbage,
hvor blev dog af, de mange, lyse lykkelige dage.
Nu børn og børnebørn, de optager, vore tanker,
heldigvis det hænder, de hos os, på døren banker.
Vi må indrømme, at vi har, en stor og dejlig flok,
men også, de ind i mellem, giver vore tanker nok.

Jeg mærker, livet det er ved at gå,
men meget er der endnu, jeg skal nå,
inden jeg mig mod graven lader tynge,
jeg skal lege, danse, græde, le og synge.
Når jeg på  livets vej, så glad må vandre,
ku´jeg komme til, at gøre lidt for andre.

Posten, kører rundt med brev og pakker,
med bilen, ind til hus og gård han bakker.
På turen, en masse mennesker må kende,
af dem er mange venner og en enkel fjende.
De gode steder, man byder varm en kaffetår,
andre de dog truer med, at jeg ihjel dig slår.
Mange ting på turen, jeg for mit ansigt se,
og det gælder både, i solskin, i regn og sne.
Jeg har set både rovfugl, ræv og mår og hare,
og jeg har set piger, der var fuldstændig bare.
Hvad kan dog mon mere, denne verden lyse op,
end på en plæne, en velformet nøgen pigekrop.
Den tid, du med mig, måske nok kan fornemme,
ja, rent ud sagt,  aldrig, aldrig jeg kan glemme.

Den gamle campingvogn, og vi, vi drog afsted,
og trine, vi da selvfølgelig, havde taget med.
Vi dagen før havde haft så travlt, med at pakke,
og turen herop, den føltes nok lidt op ad bakke.
Men nu ved Dråby Strand, vi sidder og drømmer,
mens mågerne, så stille rundt på havet svømmer.
Her er bare dejligt, så fredfyldt og en stille ro,
et øjeblik, som vi nyder i fulde drag, vi gamle to.
Her kan vi langs med stranden, sammen gå en tur,
her kan vi rigtigt nyde, den skønne danske natur.
Vi oplever drivende skyer, lidt regn og lidt sol,
vi slapper så dejligt af, i en medbragt havestol.
Vi ser, både, jolle, en skonnert og et skib på hav,
ja prøv selv at tænke, hvad oplevelser turen gav.
En båd kommer ind, har fanget en hel balje fisk,
så rødspætter nydes, kan der, så dejlig og frisk.
For andre det bare er lykken,  på vandet at ro,
forbi os,  så stille der glider, en kajak eller to.
Vi lange ture kan gå,  gøre det, i det bare sand,
jo, hunden og vi kan bade sammen, i salten vand.
Her bor vi sammen med folk fra nær og fra fjern,
ja, tænk dig,  der er vist også nogen fra Skjern
Hvorfor skulle vi dog, i verden så langt drage ud ?
For alt hvad vi oplever her,  vi takker vor " Gud ".
Jeg ved ikke om du,  med dette, kan fornemme,
vi som " Molboer ",  føler os rigtig godt hjemme.

Med Trine går vi rask, en lille morgentur,
når det blæser, er der læ, bag ved et skur.
Hvis nu en bil, vi så på vejen mødes med,
hun skal sidde ned, hun ved god besked.
Hver en duft i vejens grøft er meget stor,
mor hun voldsomt strammer, hundens snor.
Det værste er dog for mor, hvis vej er glat,
hun på maven, så hen ad vejen glider fladt.
Trine, den har nemlig kræfter som en bjørn,
men blid som et lam, når sammen er med børn.

Hvis turen går til Fyn, skal over bro,
men hvis den går til Jylland, over to.
Skal du derimod, længere mod nord,
jeg ved, at turen går over Vejlefjord.
Skal du til Vendsyssel og Skagens sand,
så du kører ned, i tunellen, under vand.
Og vil du på din tur, lidt til Samsø bejle,
kan jeg sige dig, du blive nødt til at sejle.
Skal du så en dag, køre Sjælland rundt,
kan det gøres på cykel, det er bare sundt.
Hvis du ikke behøver,  nær så langt at nå,
ja, så kan du da bare, jo nøjes med at gå.

I Vemmelev, jeg lærte Lene at kende,
og kan faktisk, rigtig godt lide hende.
Jeg om hende gerne, finde på at sige,
syntes jeg, hun er en rigtig dejlig pige.
Ja, hun er så naturlig og hun er så sød,
hendes finger er kold, men den er blød.
Jeg kommer, på hendes briks må ligge,
ja, og tro mig, hun vil nåle i mig stikke.
Hun vil så gerne , mig prøve at forstå,
mens hun så sætter, nåle i min storetå.
Jeg ved ikke om akupunktur er så sundt,
men det lindrer, når skulderen gør ondt.
Men for at bevares skal, det gode humør
så kommer jeg ned til Lene, nu i Skælskør.

Man kan jo ikke vide noget,
da, ikke før man ved noget.
Men ved du,  hvad jeg ved,
jeg ved, rigtig god besked.
Vi er to,  du nok kan forstå,
bedste måde, at overleve på.
Du skal slet ikke,  være ked,
vi nemlig, bliver ved og ved.
Sådan mellem os, kan du tro,
den indgang til livet, er da go´.

Nu er sommeren ved at vær gået, 
vi to, endnu ingen ferie har fået.
Det sikkert nu, som det plejer, går,
vi ferie holder sammen til næste år.
Campingvognen ellers sig glædet har,
til at vi sammen med den, turen ta´r.
Ja, ja, vi ikke for dig sidde og lyve vil,
jo, fem dage ved Rørvig, kunne blive til.
Den tur, var ihvertfald for Brita en tørn,
nemlig med på turen, havde 4 børnebørn.
Der var så meget andet, der skulle gøres,
derfor, skulle vognen, ej flere steder køres.
Inden længe den sættes, til Flemming op,
vores glæde, indtil næste år, er helt i top. 

Til Knivkær, vores søndagstur den går,
en dejlig tur langs med stranden vi får.
Når på sådan en tur, at vi tager afsted,
så vores Trine, vi selvfølgelig har med.
Ude ved stranden, er både fred og ro,
der,  Brita godt kunne tænke sig at bo.
Vi samler sten og et enkelt stykke rav,
der er da så dejligt, ved det store hav.
Og vi bilder hinanden ind, det er sundt,
når vi i den friske luft, derude går rundt